Primadonnaen og medicinmanden
Vi har aldrig tvivlet på vores datters talent for melodrama. Hun kan i den grad svinge sig op til udfoldelser, der egner sig til scenen. Feks har hendes lærerinde fortalt om den morgen, hvor Sofie sad og tudbrølede, det sprøjtede til alle sider, snot blev tørret af i ærmet: jeg savner min fææææætttter!!!! Uha, tænkte lærerinden, er barnet rejst bort eller måske død? Næh, frøkenen har ganske vist ikke set ham i cirka ½ år og specielt tætte er de da heller ikke, men pludselig kom sorgen over hende i overvældende grad.
Eller det sture nummer hun kan udføre, når sikkerhedsselen ikke lige kommer i med det samme: kaste sig bagover, skrige hyle stampe sparke til stolen foran: jeg hader det her, min dag er ødelagt, ingen elsker mig mere, jeg ville ønske at jeg var død!! WAAAAAAH!!! Vi taler nok om en fysisk udfoldelse, der langt overgår den energi der skulle til for at bruge begge hænder til at sætte selen i - og måske ligefrem dreje kroppen ned og se om spændet ramte.
I dag så hun lidt slatten ud, hun har været lidt bleg de sidste par dage, klaget over hovedpine og svimmelhed og mavepine. Rimelig patetisk, men nu var det jo søndag, så lad dog barnet slaske rundt i nattøj. Hun spillede pixeline i 2 timer, mens jeg sad og syede pailletter på hendes kjole. Men så kom faderdyret hjem fra fitness, og syntes at nu skulle der ligesom ske noget aktivt på matriklen. Så hun blev jaget væk fra pc'en (hans arbejdscomputer, thats why...). Hun jamrede og krøllede sig sammen, krøb hen ad gulvet, avavavav min mave. Nu har vi jo ligesom været en del genrer igennem, så kyniske som vi er: du er nok sulten! Nå ja, hun kunne da godt presse en enkelt sammenklapper fra toastjernet ned. Og lidt vand. Men så måtte hun også kravle ind på sofaen og jamre videre.
Så henter man selvfølgelig øretukanen (termometeret), for ligesom at være HELT sikker på at melodramaet er gået ind i 2 akt. Mja, den viste 37.5. Og hun havde jo haft denne liden temperaturstigning i et par dage. Og hun var svimmel. Vi prøver med lidt mere vand, måske er det en prut der klemmer.
Jamre, jamre, wiwre.... faderen prikker en finger i maven på primadonnaen, der ikke siger noget førend han fjerner fingeren. AAAAAAARRRRRGGGG! Blindtarmsbetændelse?! Det er godt nok i den forkerte side.... Vi slår op på netdoktor, jojo, let forhøjet feber, det kan godt være. Tvivlen er kommet helt ind i huset, hvad nu hvis barnet virkelig er sygt, hvad nu hvis det er lige før at blindtarmen springer?? Vi ringer til vagtlægen, så kan han bestemme det for os. Næh, han har aldrig hørt om at man har slip-smerter i venstre side, men da hun ikke kan hoppe og jo er så svag og dårlig, så synes han det ville være godt at se hende. For en sikkerheds skyld.
Hun bliver puttet i en joggingdragt, håret tvundet op i et par elastikker, åh nej, moderhjertet bløder, hun er jo helt hvidlig om munden, feberen er måske på vej opad?!
Af sted kører de, storebroderen er ude og slås med plastiksværd (cirka 15 minutter, så smutter de ind til vennen og spiller videre på computeren dér) så moderen må vente hjemme. Opringningen kommer cirka 40 minutter senere: mor, jeg skal bare drikke noget mere vand.
Der bliver hamret hårdt på døren, og ind træder donnaen, vildt skrålende og svingende sin spækdelle (sæl) der har været i karantæne i fryseren mens vi kæmmede lus. Hoppe, danse. Moderen ser spørgende på faderen, der hvisler: vi nåede lige ind i venteværelset, så livede hun op. Næste gang lader vi bare som om vi ringer til ham, kører hen og sætter os i venteværelset - og så kan vi nok køre hjem inden for 5 minutter igen!
Så resten af dagen er gået med at hælde vand på donnaen og fortælle hende at lægen sagde der ikke var andet i vejen. Hun har det GLIMRAGENDE! Og er i øvrigt lusefri (så længe det holder.....)
Og nu til noget helt andet: se, min lyserøde trøje er færdig! Fik syet knapper på mens det lille hus på prærien kørte over skærmen - og her var der da en glædelig oplevelse: primadonnaen kunne selv læse teksterne: mor, ti nu stille!
Her ses den lagt fladt ud og med indhold. Den virker jo tilnærmelsesvist slankende på billedet :o)
Eller det sture nummer hun kan udføre, når sikkerhedsselen ikke lige kommer i med det samme: kaste sig bagover, skrige hyle stampe sparke til stolen foran: jeg hader det her, min dag er ødelagt, ingen elsker mig mere, jeg ville ønske at jeg var død!! WAAAAAAH!!! Vi taler nok om en fysisk udfoldelse, der langt overgår den energi der skulle til for at bruge begge hænder til at sætte selen i - og måske ligefrem dreje kroppen ned og se om spændet ramte.
I dag så hun lidt slatten ud, hun har været lidt bleg de sidste par dage, klaget over hovedpine og svimmelhed og mavepine. Rimelig patetisk, men nu var det jo søndag, så lad dog barnet slaske rundt i nattøj. Hun spillede pixeline i 2 timer, mens jeg sad og syede pailletter på hendes kjole. Men så kom faderdyret hjem fra fitness, og syntes at nu skulle der ligesom ske noget aktivt på matriklen. Så hun blev jaget væk fra pc'en (hans arbejdscomputer, thats why...). Hun jamrede og krøllede sig sammen, krøb hen ad gulvet, avavavav min mave. Nu har vi jo ligesom været en del genrer igennem, så kyniske som vi er: du er nok sulten! Nå ja, hun kunne da godt presse en enkelt sammenklapper fra toastjernet ned. Og lidt vand. Men så måtte hun også kravle ind på sofaen og jamre videre.
Så henter man selvfølgelig øretukanen (termometeret), for ligesom at være HELT sikker på at melodramaet er gået ind i 2 akt. Mja, den viste 37.5. Og hun havde jo haft denne liden temperaturstigning i et par dage. Og hun var svimmel. Vi prøver med lidt mere vand, måske er det en prut der klemmer.
Jamre, jamre, wiwre.... faderen prikker en finger i maven på primadonnaen, der ikke siger noget førend han fjerner fingeren. AAAAAAARRRRRGGGG! Blindtarmsbetændelse?! Det er godt nok i den forkerte side.... Vi slår op på netdoktor, jojo, let forhøjet feber, det kan godt være. Tvivlen er kommet helt ind i huset, hvad nu hvis barnet virkelig er sygt, hvad nu hvis det er lige før at blindtarmen springer?? Vi ringer til vagtlægen, så kan han bestemme det for os. Næh, han har aldrig hørt om at man har slip-smerter i venstre side, men da hun ikke kan hoppe og jo er så svag og dårlig, så synes han det ville være godt at se hende. For en sikkerheds skyld.
Hun bliver puttet i en joggingdragt, håret tvundet op i et par elastikker, åh nej, moderhjertet bløder, hun er jo helt hvidlig om munden, feberen er måske på vej opad?!
Af sted kører de, storebroderen er ude og slås med plastiksværd (cirka 15 minutter, så smutter de ind til vennen og spiller videre på computeren dér) så moderen må vente hjemme. Opringningen kommer cirka 40 minutter senere: mor, jeg skal bare drikke noget mere vand.
Der bliver hamret hårdt på døren, og ind træder donnaen, vildt skrålende og svingende sin spækdelle (sæl) der har været i karantæne i fryseren mens vi kæmmede lus. Hoppe, danse. Moderen ser spørgende på faderen, der hvisler: vi nåede lige ind i venteværelset, så livede hun op. Næste gang lader vi bare som om vi ringer til ham, kører hen og sætter os i venteværelset - og så kan vi nok køre hjem inden for 5 minutter igen!
Så resten af dagen er gået med at hælde vand på donnaen og fortælle hende at lægen sagde der ikke var andet i vejen. Hun har det GLIMRAGENDE! Og er i øvrigt lusefri (så længe det holder.....)
Og nu til noget helt andet: se, min lyserøde trøje er færdig! Fik syet knapper på mens det lille hus på prærien kørte over skærmen - og her var der da en glædelig oplevelse: primadonnaen kunne selv læse teksterne: mor, ti nu stille!
Her ses den lagt fladt ud og med indhold. Den virker jo tilnærmelsesvist slankende på billedet :o)
posted by Linda at 3:26 PM
5 Comments:
Sikke en historie, Linda - jeg må lige tørre tåren (af grin) væk fra øjet! Genkendelsens glæde er fantastisk! Jeg kender udmærket til det med at svinge fra kynisk til pylret-bekymret på et splitsekund.....
Og så har du bare en fænomenal skrivestil!!
Og din trøje er da blevet særdeles sød!! Hvad er den strikket i? - overvejer om mit vinrøde hør/viscose skal gå den vej.
KH Britt
Den er strikket i Toccata fra Lana Grossa, originalopskriften siger rowan cabled mercerised cotton, pinde 3 (31m og 44 p glat=10x10)
og tak for rosen ;o)
Åh ja - en herlig historie. Jeg må indrømme, at jeg også kneb en tåre :-)
De er herlige, de unger.
Hilsen
Mette G.
Hov - er mit barn flyttet ind hos dig :o) Så'n har det også været her; det tog pædagogerne i børnehaven 3 uger - INDEN de fik lært, at hendes brøl ikke betød at alle lemmer sad i forkert retning ! Trøjen er blevet rigtig sød og tyk er du da ikke !! Kh Susanne fra "Ryd op i dit liv". PS: Det er nok fordi vi får taget hul på tingene at det pludselig glider derudaf .... tror du ikke ??
Man har nu mange fornøjelser af de børn....;o)Glæder du dig ikke, til hun bliver teenager?? tsk-tsk....
KH Tina
PS Har du KØBT ord specielt til din "word verification"?? Denne gang starter det med "uld".
Post a Comment
<< Home