Føk, som man siger i Holland....

Grebet af iver, kastede hun sig over strikketøjet, en lille babytrøje hun påbegyndte i 1999. Det havde egentligt været beregnet som barselsgave til en bekendt, men tiden havde været knap med 2 små børn og et krævende arbejde. Dertil kom også husmoderforpligtelserne, 120 m2 kræver sit af en proper moder, og ikke at forglemme, hun var jo også hustru. Hendes mand havde vel også krav på en velplejet hustru, der holdt sig ajour med politik og valutakurser, polulær litteratur og den seneste bioteknologiske viden. Så det lilla strikketøj var endt i en pose i pulterkammeret.

Men nu i hendes livs sensommer voksede en lille forårspire indeni hende, der fyldte hende med livsglæde og skabertrang. "Så skulle jeg alligevel få lidt glæde af den arbejdsindsats" tænkte hun, mens hun glattede de to små forstykker og det lille ærme. Hun talte møjsommeligt maskerne i ribben og kom frem til at det var en str 6 mdr hun havde slået op til. "Nå ja, barnet fødes i juni, men mon ikke et lille opslag på ærmet gør trøjen brugbar trods alt. Og med en lille praktisk bomuldstrøje under kan den vel også bruges i efteråret". Hun slog op til bagstykket på pinde nr 3, tænk at hun havde været så glemsom at lade en pind sidde tilbage i forstykkerne - og dog kom denne glemsomhed hende til gode nu, så vidste hun hvilken pind hun havde brugt til de andre stykker. Hun holdt ikke af at skrive i sine blade da hun var yngre, men erkendelsen af, at hukommelsen til tider var fyldt op, havde ladet denne uskik tage sit indtog; nu greb hun ofte en blyant og skrev små noter ned i opskriften. "Det er jo dog mine opskrifter" tænkte hun rørstrømsk.

Mønsteret var slående nemt, og i løbet af en aften havde hun strikket bagstykket næsten færdigt. Følgende aften, da børnene var lagt i seng efter at have taget bad og spillet et opbyggeligt spil, greb hun igen sit strikketøj. Hendes mand havde en del papirarbejde, han bragte hende en kop kaffe i hendes foretrukne lyserøde krus og satte det forsigtigt på bordet, så han undgik spild og ringe. Han nikkede blidt, men opmuntrende til hende. Hun skyndte sig at strikke de sidste pinde, åh - nu skulle hun igang med endnu et ærme og så ville hun være klar til monteringen. Så kunne hun lægge pindene ned i deres æske, der ville være et ufærdigt strikketøj mindre, og orden i tingene. Se det holdt hun meget af.

Men hvad var nu det? Hun stirrede vantro på det ekstra garnnøgle. Nej, det måtte være et optisk bedrag. Hun holdt det hen under lampen. Neejjj!? Det var jo tydeligvis en anden indfarvning!

Rask gik hun ud i køkkenet og greb den fikse lille vægt, der passede ned i skuffen. Ærme: 16 g. Den lille garnrest i den rigtige indfarvning: 10 g. Mulighed for at lave ærmerne 3 g kortere: 0. Hendes mund rimpede sig sammen i en uklædelig hønserumpe. Hun trak vejret dybt, talte til 10, hidkaldte sig indre ro, men intet hjalp, hendes mund åbnede sig og hun skreg: FØØØØØØØKKKK!

Nå. Det var det. En UFO mindre, og 2 bundter lilla bomuldsgarn ekstra. Har bestilt "elefanten der fik en lang næse" på biblioteket. En bog fuld af hæklede dyr fra 1970 som pludselig dukkede op i mit hovede, inspireret af Mette og Helle. Og har slået op til forstykket af sengetrøjen fra Vintagestrik. Og glædet mig over at have endnu en pind nr 3 til samlingen ;o)