060606 - 6.56

Jeg er ikke den første og den eneste med blogspot problemer. Weekenden har budt på forskellige problemer: ingen billedoploading, ingen kontakt med blogspot serveren.... Det er garanteret mænd, der sidder og bestyrer blogspot (og piller uden at læse manualen!)

Beklager, ingen billeder og heller ingen baby. Hvor kedeligt.

Jeg håber stadig på at fødslen går igang snarest, men han vil ikke ud, ham derinde. Pokkers. Min ryg er øm uanset om jeg står, går eller sidder, og da mine knæ ikke rigtigt er bygget til at bære den vægt jeg har nu, så sidder jeg. Det passer mig ikke. Det irriterer mig grænseløst kun at kunne se til, ikke lige at kunne gribe støvsugeren, rystepudseren, lugejernet, whatever! Meget af mit liv er gået med at lære at kunne ting selv, så jeg ikke skal bede andre om hjælp, jeg gider ikke at være afhængig af nogen eller vente på at de får tid. Og så sidder man her...

I dag er måske heller ikke den bedste dag at blive født på, 060606 (666, the number of the beast), jeg forestiller mig straks at skulle have bodyguards i vuggestuen, for ikke fanatiske weirdos skal bortføre min baby. På den anden side er det et smukt matematisk tal...

Om ikke andet, så kommer der noget fra pindene:
Bette er blevet færdig og jeg tilslutter mig koret af bloggere, der har strikket den: den er rigtig dejlig at strikke. Den MÅ laves i tyndt uldgarn til babydrengen også. Denne her er en barselsgave. (billede kommer)

Tøsetullefanten er allerede fløjet fra matriklen, men en anden er på vej. (vi venter igen på billede...) Faktisk var hele elefanten færdig forrige uge, men da jeg vendte bunden i vejret på kurven for at finde nålebogen, rullede hele 3 ngl hvidt bomuldsgarn ud; 2 kridhvide og 1 lidt blankere type. Og ja, jeg havde lavet kroppen i den blanke, og hovede og ører i det kridhvide. AAARRGG! Fie syntes ikke om min ide med en tohovedet tullefant, så nu er der lagt op til endnu en elefant i stribet gul-lyserød. Min søster er vist ikke til lyserødt, men det lærer man at holde af hvis man får en prinsesse i huset. Sofie var nok omkring 2½ da hun pegede i bogen "Malles farver" og udtalte at den brune var "chokoladeis", og den lyserøde var "Pæææææn". Og sådan kom det lyserøde ind i mit liv igen. Helst ikke i møblementet, men gerne i min garderobe ;o)

Og her har vi prinsesse Fie i boleroen, jeg synes det er en OK farve til hende, mest fordi den ikke er så griselyserød. (og endnu engang, billede her.) Hun har haft en forskrækkelig aften/nat med voldsomme mavesmerter. Hun lider tit af forstoppelse, og hvad vi ikke har puttet i hende: sveskesaft, vand-vand-vand, og i den kliniske del movicol. Det havde vi svært ved at dosere, så enten fik hun diarre i skolen eller også måtte vi trappe op over flere dage. I øjeblikket kører vi lactulose efter lægens anbefaling, men det virker som om det har den modsatte effekt. I aftes var det tyktarmen, der stoppede til, så vi greb til et lavement. Det hjalp. For en stund. Men det er en nødløsning, det er helt klart.

Jeg må fluks på apoteket og have endnu et lavement til lageret - og hvorfor denne hast? Da Magnus blev født, var lavement obligatorisk. Det var det ikke da Sofie blev født. 8 år efter føler jeg det stadig som totalt grænseoverskridende at ligge på fødestuen i en storm af presseveer, omgivet af 2 jordemødre, 1 fødselslæge, 1 narkoselæge, 1 børnelæge + et væld af sygeplejersker - og starte med at presse en bruno banani ud. Der sætter jeg grænsen! Jeg kan virkelig ikke tage stilling til pudendus blokade, lattergas, fødestillinger mm - men det der gentager jeg ikke!

Næste indlæg - er mindre latrinært ;o)