Sunday, April 30, 2006

Kun 4 tommelfingre!

Denne weekend står i handymandens tegn. Vi skal bygge et skab til Sofie, og jeg har tegnet og beregnet i timevis efter Gør det selv bladets anvisninger. Ren sudoku, for ganske som hos en vis strikkedesigner, er der indtil flere småfejl, som man først opdager længere henne i forløbet. Og så er der charmen ved et gammelt hus: alt er skævt!!! Vi satser på fugemasse til at tage de værste revner i overgangene :o)

Jeg er kommet til at holde en del af Silvan, ja faktisk var besøget igår næsten ligeså godt som et besøg hos en garnforretning. Vi skulle have metervis af lister i forskellige bredder og tykkelser, MDF plader i 2 tykkelser skåret til i 3 bredder, pufruller, skruer, dørknopper, hængsler til venstre låger og så noget som jeg var nødt til at spørge om: rigeljern, der viste sig at være noget så kedeligt som et retvinklet beslag.

Vi har savet og filet - nu siger jeg vi, for i virkeligheden sidder jeg som en anden mrs Hyacint Bucket og advicerer om hvor der skal skæres og hvad der nu skal limes etc. Heldigvis synes manden rigtigt godt om at save, bore og larme. Vi er et godt team, morer os fortrinligt - også når et af benene på den limede og sammenskruede forramme stumper ½ cm over gulvhøjden fordi gulvet er pilhamrende skævt. Nu må vi så se om den skuffe, der skal sidde dernede kan dække over skævhederne ;o)

Vi har skævet en del til haven siden igår formiddags: sidder det ækle kræ derude? På et tidspunkt var min mand sikker på at NU var det sket, hele haven var fuld af små rotter. Det viste sig at være gråspurve....Selvsamme mage fik skruet helt op for sit dræberinstinkt; der var nemlig også et luftgevær på tilbud i Silvan. Heldigvis - trods alt - var der venteliste på det populære stykke "værktøj", ellers havde han nok ligget på lur derude hele natten med pandelygte, camouflagemaling i hovedet og skabet var forblevet et luftkastel.

Angående kommentarerne til sidste indlæg, uf! Jeg er meget, meget glad for at det ikke var indenfor vi stødte på den, jeg var også gået helt bersærk i rengøring überalles. Og at have dem i væggene og ikke kunne komme til dem, UAK! Det er slemt nok at den befinder sig ude i haven.

Der er i øvrigt kommet billeder til det sidste indlæg - nu er I advaret ;o)

1 Comments:

Anonymous Anonymous said...

Jeg er imponeret - du er højgravid og sætter gang i en stadig strøm af redebygningsaktiviteter....var der ikke også noget med et drivhus? Arrrrltså! Nu må fru Hyacinth Bucket huske at ligge ned indimellem...
KH,
Britt

9:10 PM  

Post a Comment

<< Home