En snegl på vej'n

Det går op og ned her på matriklen. Mest af alt går det ufatteligt langsomt. Jeg veksler ligesom aprilvejret mellem at være deprimeret over ingenting at kunne, til at være glad for at solen endelig skinner. Går så ud i haven og opdager at tingene pibler op af jorden og at jeg ikke lige kan bøje mig ned og grave ukrudt op og rense stauder for visne stilke. Øv og øv. Mit bækken hænger sammen i en tynd smertefuld tråd og i virkeligheden burde jeg ligge ned og ikke lave en tøddel. Men sådan er jeg nu engang ikke skruet sammen. Istedet maser jeg på i sneglefart og klatter helt om omkring klokken 20, hvis ikke jeg har fået en lille før-aftensmaden-lur.

2 maj kan jeg gå på orlov, så er der måske 6 uger til dette er overstået (jeg nægter at gå over tiden!). Om ikke andet kan jeg blive hjemme med god samvittighed de dage hvor det gør mest ondt eller når jeg bare trænger til at tusse rundt. Men helt væk kan jeg ikke holde mig, forskningen lægger sig ikke ned i en skuffe og venter ½ år på mig. Og som jeg forudså for et stykke tid siden, så vælter det ind med spændende resultater i næste uge, og jeg vil ikke holdes udenfor.

Min mave er gigantisk og mon ikke babydrengen indeni er tilsvarende stor, han har i hvert fald ikke så meget plads at bevæge sig på. Børnene glæder sig, men har tydeligvis forskellige tanker om hvad der kommer til at ske. Lillepigen har lånt en bog på biblioteket med en lille baby, der kommer i bad og bliver nuslet af sin storebror. Hun kysser og aer billederne og glæder sig til babyens ankomst. Kommer ind til mig om natten og krammer min store mave, for så at dappe tilbage i seng.

Storebror er blevet mere mor-kælen, vil hele tiden kramme og hænge på mig og er meget opmærksom på mine kvaler og vil gerne hjælpe. En dag kom jeg til at kalde babyen for lillemanden - det har vi tit kaldt Magnus - og han krøllede helt sammen i ansigtet: nå ja, nu er jeg jo også blevet ret stor. Han er tilsyneladende mere usikker på hvad der skal ske. Jeg tror ikke at han er jaloux, han har altid været meget kærlig overfor små børn, og elsker sin søster højt trods diverse slagsmål. Mon ikke han tænker på hvad vi nu forventer af ham og om han kan leve op til det. Han veksler mellem at være en lille dreng der leger med lego til at være den store dreng, der synes han skal have flere lommepenge og en mobiltelefon og selv have ansvaret for sin fritid. Han modargumenterer: hvorfor skal jeg tage min skoletaske op på værelset, når fars godt må stå nede i gangen? Og bliver jublende glad over at finde en skilpaddekage i sin madpakke.

Den anden aften skulle jeg bage til kageklubben på mit arbejde, det skulle være skildpadder med fyld. Her er de på vej ind i ovnen, med maven fuld af creme. De minder lidt om fastelavnsboller.

15 minutter senere kommer der en mindre naturkatastrofe ud af ovnen. AAARRG!
Teenage mutant turtles, med øjne der popper ud af hovedet, arme og ben der falder af og indvolde der vælter ud. Sådan skulle de jo ikke være! Det var lige før jeg smadrede dem af bare arrigskab! På det tidspunkt havde vi fyldt 5 bageplader, og der var stadig dej nok til 5 plader mere.
Men vi valgte i stedet at lave en gigapadde, stå pokker i at bruge så lang tid på at fiddle dem fine og så få sådan nogle misfostre ud! De var spiselige, især efter at skjoldet fik en gang chokoladeglasur, og de blev da også fortæret af mine kolleger, der bare syntes de var nuttede, de vidste jo heller ikke hvordan de skulle have set ud....

Kæmpepadden fik mange kys og klap af Sofie, hun nænnede ikke at vi skar i den. Men i aftes løb mundvandet alligevel over. Stor var hendes skuffelse, for den var jo noget mere bastant i det end de små padder, ja faktisk kvalmende for meget! Men sød var den....

Mere om strikketøjer og deslige en anden dag, nu har jeg siddet længe nok her, må ud og tanke lidt solenergi :o)