Sunday, March 26, 2006

4 af en slags

Jeg har fået en 4 af en slags-bold kastet herover fra Mette: frem med kaffen/teen/rødvinen og vær beredt på alt andet end snak om garn....

4 jobs jeg har haft
Jeg har været underbetalt ung pige i huset efter gymnasiet. Ingen spændende familier at berette om, men en erkendelse af at jeg ikke egnede mig til at tusse rundt i ensomhed. Det var dengang; nu ser jeg godt nok frem til mine 6 mdr med lillebabyen på armen :o)

Hjælpe-sygeplejer på et plejehjem for pensionerede ydre missionærer i England: jeg troede egentligt at jeg ville være sygeplejerske, og en klassekammerats kusine havde været der. Alle de andre piger kom fra indre mission. Jeg er ikke troende, andre må gerne have deres tro i fred, bare de lader mig være foruden. Det kunne de godt og så havde vi det ellers sjovt! Det var hårdt arbejde, 7 små 20-årige piger der baksede rundt med 8-10 sengeliggere og en 20-25 omvandrende beboere. Vi passede dem, lavede mad og serverede den, ordnede vasketøj og havde fri en gang om ugen. Mine børn synes det er så sjovt når jeg fortæller om hvad de gamle hønisser kunne finde på.
Jeg fandt også ud af at sygeplejerske ikke lige var mig.

Mens jeg studerede - det var dengang man fik 2100 kr om måneden i SU - var jeg weekend-rengøringsdame på 1 restaurant og 1 bar/diskotek. En forholdsvis pæn restaurant, ikke desto mindre var der hver weekend nogen der havde spulebrækket sig på toilettet. Værre stod det til på diskoteket :o(

I sommerferien tjente jeg en lille slat penge på at være rengøringsdame på Århus Kommunehospital. Operationsstuerne i 2 uger, så instrumentopvasken samme sted i 2 uger og til slut 1 uge på en sengeafdeling. En sommer måtte jeg overtage rengøringen i restauranten på hverdage et par uger oveni. Jeg stod der klokken 1 om natten, hen til baren klokken fire og så på hospitalet klokken 7. Hjemme klokken 15 hvor jeg dejsede om på sengen. Sommerferie???? Hvad man ikke gjorde for at kunne købe både vintersko, sommersko og bøger.


4 film jeg kan se igen og igen
Bagdad cafe, en dejlig film. Lydsporet er også ret godt.

French Kiss. Århh, den er så sød... I samme genre kommer Notting Hill ind.

En ny dag truer/groundhog day. Man ender med at hade "I´ve got you, babe" lige så meget som Bill Murray.

Mars attacks - we come with peace, hehehe. En mere corny film findes ikke!

4 steder jeg har boet
Cornford house, Cornford Lane, Pembury i England. Det var ikke meget af England jeg nåede at se førend det blev træls efterår og bidende koldt. Jeg morer mig stadig over at de havde vandrørene på ydersiden af huset, og at det hver vinter kom som en complete surprise at det blev koldt udenfor....

Julius Meinlgasse i Wien, Østrig. Efter at have boet alene i midtbyen i en periode, flyttede jeg sammen med en tysk pige. Jeg havde været skilt i et år og troede at jeg skulle leve det fedeste frie liv. Istedet endte jeg ulykkeligt forelsket og afvist, syg af jalousi, tyndere end nogensinde og alle fortalte mig at jeg så så godt ud. Indeni brændte jeg af en altfortærende smerte. Min tyske veninde lavede mad til mig, slæbte mig i biografen, på shoppingture og hun og min danske veninde, der jævnligt ringede for at høre om jeg stadig var i live, fik mig trukket op til et stadie, hvor jeg godt mente at jeg kunne leve uden ham, men stadig var sikker på at jeg aldrig ville finde en der nåede ham til sokkeskafterne. Byen var smuk, og jeg kan anbefale at besøge den i sommermånederne, hvor der er operafestival foran rådhuset. Boder med mad og drikke, øl/vin på bænken i aftensolen i parken....Enormt hyggeligt!

Skovvangsvej i Århus. Min første egen lejlighed. Jeg havde 2 stigereoler til at starte med. Der var heldigvis råd til at fylde den ud efter min smag - og det var fedt. Men der manglede nogen....1 år senere var det hul fyldt ud af mit livs kærlighed, der generøst havde plantet en baby i mig, og så måtte vi finde mere plads.

Nieuw Sloten i Amsterdam
Hvor vi boede i næsten 5 år. Rækkehuskvarter, alle passede sit og kom ikke hinanden ved; fik nabokonen et par på kassen lod man som ingenting og hilste høfligt når man mødtes over skraldespanden. Kun undtagelsesvist kommer der et savn op i mig, og det er efter haven (8 m2) på en varm sommeraften, hvor marsvinene mui'ede rundt på græsplænen, eller når den var helt fyldt op med badebassin og hvinende små numser.

4 TV-shows jeg kan lide
Jeg er ikke til underholdning i form af dans/sang osv, kan sagtens underholde mig selv. Men disse to sidder jeg klistret til:
Ørkenens sønner og smack the pony

4 steder jeg har været på ferie
Samsø. Vores første ferie sammen med vores lille store baby. Sol, lykke og kærlighed på vandrehjemmet. Vi havde lånt svigerfars bil, og jeg kørte øen rundt med 30 km/t, helt nede på 15 i svingene :o) Siden er der kommet mere selvsikkerhed over rattet, haha!

Malta. Chartertur med ungerne, vi ville til badestrande i varme lande og der havde jo været spændende korsriddere på Malta. Hallo - det er en klippeø. No badestrand. Vi endte i St Julian, hvor diskotek Insomnia lige under hotellet bankede natten lang og ungerne græd i varmen. Heldigvis løb toilettet over, så vi kunne skifte værelse til den stille side af hotellet. Vi besøgte tempelruiner, katakomber med skeletter i store kister og ungerne løb fra kiste til kiste: den er helt død, den her er også helt død. Og hr marsvin bestilte ved en fejl pizza med puttesprutte, adr hvor havde den mange sugekopper. Ungerne hvinede af fryd og skræk når han viftede med gaflen. Han kan ikke fordrage fisk...

Kreta. Denne gang skulle vi have sandstrande! Vi lejede en bil så vi kunne komme rigtigt meget rundt, hold da fast for en spand, jeg havde på fornemmelsen af vi kørte i første gear hele tiden. Og hvis der var for stejlt måtte vi alle sidde og gynge fremad for at få lidt fremdrift. Det er stadig ungernes højeste ønske at komme derned igen.

Sverige Vores første telttur startede ved Isaberg. 2 dage med sol, og mor roede familien rundt på søen. Så begyndte det at regne, og vi fandt ud af at teltet ikke var så vandtæt som vi troede....Derefter lejede vi hytter, spillede kort i en uendelighed og læste bøger. Ungerne åd hvad vi end lavede på det lille blus og jeg fik gang i strikkepindene igen. Der skal vi op igen denne sommer, hvis vi orker det med lillebabyen.

4 websites jeg dagligt besøger
Politiken og dr.dk, hvad sker der ude i verden?
google.com - her kan man finde alt!
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/ databasen for DNA, proteiner, videnskabelige artikler - hvad gjorde forskere før den blev oprettet??

4 favoritretter
Fajitas eller enchiladas med quacomole
Chicken madras, den skal være stærk!
brændende kærlighed
lam i karry med korianer a la Nikolaj Kirk

4 steder jeg godt gad være
Ligesom Helle ville jeg godt være et par måneder fremme i tiden, men jeg ønsker mig et par nøk længere frem; nemlig der hvor jeg har babydrengen i armene. Uh, hvor ser jeg ikke frem til fødslen!

På byferie (Rom eller Venedig), mig og manden helt alene (og uden bekymringer for om børnene savner os), vi skulle se museer, sippe kaffe på fortovscafeer, dalre rundt i byen om aftenen, censureret, mmm.

Jeg ville gerne ind på Ni'mat igenigen med manden til en gang luksusbrunch og selvfølgelig være helt flad foran :o)

I zoologisk have, hvor der lige er blevet født en babyelefant, den er helt dunet ovenpå hovedet. Kom så forår, og weekend uden forpligtelser og aftaler.

4 andre jeg gerne vil vide mere om, hvis de altså vil være med:
Ulla
Lene L
Julie
SanneB
Sådan bare fordi jeg synes deres blogge er dejlige at besøge :o)

4 Comments:

Blogger Sanne B. said...

Selvfølgelig vil jeg lege med, iiiihhh det er skægt.
Jeg går i boks 1 og tænker.
kh
Sanne B.

8:47 AM  
Blogger Susanne said...

Jeg har fra pålidelig kilde, at det er nemmere at tø vandrør op, når de er udvendig :o) Forsøgte spagfærdigt at gøre op mærksom på at de ikke frøs, hvis de lå i muren.... det fik 10 englændere til at se vældig tvivlende ud !!Tror endda at jeg mistede lidt troværdighed.... Kh Susanne

10:16 AM  
Anonymous Anonymous said...

Spændende læsning, Linda! YES - sygehusrengøring - der har jeg også været - og jeg mener bestemt jeg HAR gjort rent for et helt liv - jeg haaaaaaaaaader at gøre rent - men gode penge, det gav det!
KH Britt

10:09 PM  
Anonymous Anonymous said...

Kære Linda
Dette er den mest underholdende 4 memes jeg har set på nogen blog.Tak!

Kærlig hilsen Evi

8:54 AM  

Post a Comment

<< Home