Saturday, March 25, 2006

Kender du et horn, okkeja, okkeja...

Hr Marsvin fyldte 40 i denne uge, derfor er der lidt stille på bloggen i tiden.

I denne weekend holder vi en liden familiefest, og i den anledning har vi bestilt en kagemand pr telefon, hos en bager vi fandt i telefonbogen. Den lokale bager propper nemlig rosiner i, og det falder ikke i god jord (mave) her i huset. Den skulle afhentes her til formiddag, og jeg brugte min sikre geografiske stedsans til at lokalisere en bager, parkere bilen (i tomgang, den har jo sin specialitet). Ind til bageren, hvor ekspedienten af anden etnisk herkomst bød mig velkommen. "Ja, jeg skulle have en kagemand". Jow, sagde manden, herovre i vinduet. I samme øjeblik falder mit falkeblik på dankortautomaten: ude af drift. "Øh, har du en fluesmækker?" Nej, jeg må ud og hæve andetsteds. Fedt.

Valget står mellem en bedemandsforretning, en etno-grønthandler - og en Q8. Mig i galop over til Q8. Fanger Politiken og en pose slik - og må kun hæve ekstra 100 kr. Nej, nej, jeg skal bruge 200. Så kører vi tingene ind een ad gangen. Først avisen + 100 kr. Så slik + 100 kr. Galop-galop tilbage. "ja, jeg skulle så hente en kagemand". Manden ser spørgende på mig: har du bestilt? "ja, igår pr telefon." Jamen han har ingen kagemand.

Den opmærksomme læser tænker nu: hvorfor sagde han så at den var i vinduet?? Vi spoler lige tilbage og hører hvad han hørte: "ja, jeg skulle have en kage, mand".

Helt ærligt, jeg er fra Århus, jeg siger kaaaagemand. De er skøre, de københavnere...
Nå, vi fandt den rigtige bager, der viste sig at ligge på en sidevej.

Nu vil jeg fluks kaste mig over den videre madlavning. Vender frygteligt tilbage imorgen med 4 af en slags, som Mette har kastet videre til blandt andet mig :o)

1 Comments:

Anonymous Anonymous said...

Jeg ser det lige for mig: Linda med "kakkelovn" på maven galopperende for fuld musik med små-bitte skridt. Uha Uha!
Hvor var det godt du fandt den rigtige bager!
KH,
Britt

1:40 PM  

Post a Comment

<< Home