Sofie's første håndarbejder

Ja-ja, jeg ved godt at jeg skrev at næste indlæg blev om garngaverne fra fødselsdagen. Men vi laver lige en sær-udgave. I dag tog husets far nemlig 14 dage til USA og Canada og tro mig, jeg er ikke spor misundelig. Jeg lider i den grad af jetlag. Kan lige klare 1 times forskydelse til Kreta :0)
Men Sofie kan altså ikke have hvis vi ikke allesammen er her. Hvis jeg ikke er hjemme, så hænger hun med næbbet og når far ikke er hjemme så er springvandet parat.

Derfor handler dagens indlæg om lillepigens håndarbejder:

Dette er starten på et navneskilt til hendes dør. Der skal selvfølgelig stå Sofie, omkranset af diverse blomsterranker. Hun er så sød når hun sidder og møjsommeligt fører nålen frem og tilbage. Hun har netop grejet hvordan man får tråden tilbage i nålen, når den endnu engang er stukket af. Hun minder i dén grad om den lille mus fra Askepot, der fører hele armen igennem nålen den er ved at tråde.

Af og til blusser temperamentet op (og det gen materiale vil ingen af os kendes ved, det må være opstået spontant), det er når hun har afsluttet et kryds og skal stikke nålen op i samme hul hun netop stak ned i. For så sgu da osse som hun tænder af!
Så holder vi liiiiige en pause, og når hun så er gået, smutter jeg det kryds på der driller. Så kommer hun glædesstrålende senere og fortæller at nu har hun selv lavet resten færdigt og det drillede slet ikke mere.

Den anden ting er tasken hun lavede i fritidsordningen. Den er lilla, hvis I er i tvivl. Jeg husker hvor grinagtigt det var, når ens lærere rendte rundt med multifarvede rørperle-armbånd og halskæder af pasta. Dem har jeg været forskånet for. Jeg er lige ved at synes at jeg godt kan bevæge mig ud i det offentlige rum med den. Den ser tilpas hjemmelavet ud til at jeg ikke selv kan beskyldes for at have lavet den, og hun vil stråle som en lille sol. Alene det er nok til at gå med den. Der kan vist være et lille hæklearbejde deri også :o)


Nogle sætninger fra min egne barndom dukker op, når jeg ser hende sidde der og nørkle. Jeg elskede stofrester og garn, men min mor var totalt håndarbejdshandicappet, så jeg måtte jo prøve mig frem, sommetider med et noget pjusket resultat, men det var da et forsøg værd. Det er de spydige og ondskabsfulde bemærkninger jeg husker - har hun også rost mig, husker jeg det ikke, og jeg tvivler på at det skete.

Måske er det derfor at jeg har trukket det så længe med at sætte hende igang med håndarbejdet. Jaja, noget af temperamentet kommer fra mig, og jeg vil nødig have at hun skal have de samme erindringer om sin mor. Husker jeg at rose min lille pige nok? At fortælle hende hvor godt det går og at det er utroligt så flotte sting hun laver? Og at det der med at bagsiden skal være lige så smuk som forsiden først gælder når man er blevet perfektionist? Og at det skal være sjovt, så man må gøre lige hvad man har lyst til. Og at der er materialer nok - hvis man lyster om. Hun kan nok godt klare lidt mere smørelse;o)

Og så skal vi vist have gang i hendes lille symaskine - den må da være perfekt til at lave patchworktæpper i stil med hamstertæppet, som jeg fandt et link til i et link, der var ovre hos Anne. Det er det rigtigt dejlige ved at surfe rundt, inspirationen er lige om hjørnet!!!