Saturday, December 24, 2005

Den ku' ikke holde sig...

Ah, julefreden har sænket sig over os. Juleindkøbene blev afsluttet onsdag, store madindkøb båret hjem fredag - og så manglede vi lige juletræet. Vi havde gjort grint med at vi nok endte som Lotte, der kan alt - næsten, og skulle holde juleaften uden juletræ. Uha, den var tæt på! Først det 6'te sted fandt vi et træ, der både var højt nok, havde top og var pænt. Hele 3 ting på en gang, som man ikke skal komme med i sidste øjeblik. Så har vi lært det med.

Nu er træet pyntet, og som altid når det er børnene der hænger på, så hænger der cirka 5 kugler på een gren og den næste kvadratmeter er bar. Heldigvis kan de ikke huske hvor de hængte alting, så vi flyttede lidt rundt på det, da de var dejset omkuld. Dog hørte jeg adskillige plop i løbet af natten, så der ligger nok nogle under træet. Jeg har noget med kugler, og vi har rigtigt mange skøre kugler (isvafler, kirketårne, piratskibe). Vi har desværre ikke så meget af det hjemmelavede, det har vi givet væk. Men ikke tisseenglen:
Magnus lavede hende da han var 5, møjsommeligt efter en tegning - dog fik han spejlvendt fødderne, så nu ser det ud som om englen simpelthen sådan skal tisse. Det kan jo ske for selv den bedste engel.

Tomterne står og kukkelurer foran billederne af ungerne. Det gik ikke uden blitz, så lillepigen har fået en vis stråleglans om munden. Meget passende, for den står da ikke stille! Hun er helt oppe og køre over jul, strøg ud af sengen i morges og skrålede: det er juleaften, nej juledag!!! Ned i stuen og kigge på træet: åh, skal vi ikke lægge gaverne under nu? Skal vi ikke lige danse en morgendans om træet? Hun har så meget spræl i sig, at det ikke kunne lade sig gøre at sidde stille ned og klippe lidt mere julepynt. Efter en luftning i Frederiksberg have, er hun klar til lidt æbleskiver og måske en tv-stund.

Måske vi skal synge den med: men med et der blev en skude, en så klar på himlens bue....Tomterne er lavet som en gigapompon med et hæklet hoved og en kugletud. De har ikke noget ansigt, sådan kan jeg bedst lide dem.
Det her par er lavet over en mega-wc rulle, og en styrodimskugle betrukket med en nylonstrømpe.


Og nu vil jeg sætte mig op til min mand og klistre et par kræmmerhuse, inden vi sætter gang i borddækning og store madlavning.
Glædelig jul til alle!

2 Comments:

Anonymous Anonymous said...

Jeg kan altså godt lide når noget ikke bliver helt som planlagt og får sin helt egen historie - skøn tisseengel!!
Glædelig jul!
:-) Britt

9:41 PM  
Anonymous Anonymous said...

En aldeles glædelig forsinket jul til dig, Linda - jeres nisser ligner meget dem, der er begyndt at fylde det Brørup'ske residens, tallet være børnehaven. :o) Og det er dem, der står forældrenes hjerter nærmest, synes jeg...disse skæve, mærkelige skabninger.

10:15 AM  

Post a Comment

<< Home