Selverkendelsens time.

Selvransagelse og selverkendelse er en god ting. En gang imellem må man vende forskellige ting om sig selv inde i sit hovede, og erkendelsen kan gøre rigtigt ondt. Så må man tage en beslutning om hvad der skal ske for at det kan blive bedre og så er man parat til en ny fase i sit liv.

Det minder lidt om et aktionspotentiale: når en nerve får en impuls eller en besked om noget der skal ske er der vældigt travlt, masser af aktivitet og forstyrrelse. Så følger en periode hvor nerven prøver at komme tilbage til sin normaltilstand, og det gør den lidt for godt, så der kommer en kort periode med underskud, hvorefter alt bliver normalt igen.

Det hele startede i fredags, da, jeg havde fået mit ventetøj, og glad krøb i det derhjemme og viste det frem. Magen roste og kommenterede den gode farve - og så kom der lige en bemærkning: hvor meget vejer du egentlig? Hup, frem med vægten og gadagoing, pilen dirrede ud for 69 kg. Vi tog afsted til restauranten, men noget dirrede inde i mig. Det stemte helt af hækkenfeldt til. Jeg vågnede tidligt næste morgen, og tankerne fløj rundt, jeg checkede med de gamle vandrejournaler, nejnejnej, det var ikke godt. Høj aktivitet, ja nærmest panik. Her har jeg lavet en lille kurve, der viser min vægtforøgelse med Magnus, Sofie og babydrengen(XY).


Jeg tog rigtigt meget på da jeg ventede Magnus, og det var bestemt ikke sjovt til sidst. Jeg var så tung, og fødslen blev meget hård, for Magnus var gigastor, 4.7 kg. Jeg endte med et beskadiget bækken og måtte sidde i 3 uger på min flade fordi jeg ikke kunne gå uden krykker. Når man som jeg har krudt i røven, er det en alvorlig bet og jeg fandt da også på mange måder at kringle hverdagen på. Men jeg kunne altså ikke skubbe barnevognen med tænderne. Da Sofie meldte sin tilstedeværelse, gjorde jeg meget for at holde vægten nede, og en stor del af graviditeten lå jo også på den rigtige årstid, så jeg kunne stige på cyklen uden problemer. Hun blev hevet ud 14 dage før tid, fordi bækkenet begyndte at knage. Det viste sig at være fordi hun sad på mit bækken istedet for at hvile på hovedet i det. Hun var til gengæld lille (3 kg) og jeg slap for mere bækkenhalløj.

Og se nu - min vægt er for høj!! Fortsætter jeg på denne måde ryger jeg op på 90 kg. Men hvad værre er, mit bækken er allerede begyndt at værke. Det går bare ikke.

Så jeg fik travlt i går: hvad kan ændres? Jeg er ikke storforbruger af overflødelige ting, og det er kun lidt jeg kan skære fra. Men jeg får ikke bevæget mig nok, nu hvor cykelturen er røget. Det kan jeg ikke gøre så meget ved lige nu, måske om 14 dage tør jeg udfordre bækkenet til den tur. Istedet købte jeg en badedragt med plads til mere mave, og så må jeg finde tid til svømning. Der er flere muligheder for bevægelse, det hele skal bare planlægges godt, og der er rigeligt med goodwill fra mandens side. Hvis altså ikke han lige tog 14 dage til USA :o(

Næste punkt: at acceptere at sylfidens dage er ovre. Jeg pakkede alle mine stramme nederdele ned, fancy strømpebukser, figursyede kjoler, lingerie. Alt det, der vil hænge i garderobeskabet og gøre mig ked af det fordi jeg ikke kan ændre på tidens gang. Det tager tid at komme tilbage til "normal"vægten, og det bliver ikke i år. Jeg er ikke typen der har normal figur 5 uger efter fødslen, det tager i hvert fald et halvt år, måske endda et helt år.

Og nu befinder jeg mig så i den der korte periode hvor alt er lidt trist og er der i det hele taget noget der er godt? Det er jo i virkeligheden et luksusproblem og der kommer jo noget dejligt ud af det.

Jeg tror også bare at jeg trænger til tulipaner og en ny frisure......