Sirenen fra Hvidovre.

Stressede mandag: hvor veerne kom og gik, uden regelmæssighed og styrke. Vi kom i tanke om at hvis der skulle samles navlestrengsblod, så var det nu det skulle bestilles. Det lod sig heldigvis gøre: ring, når hun er 5 cm åben. Jamen, det er hun allerede. Panik hos firmaet: jamen kan man det? Og hun er 3gangsfødende, tror I vi når at komme?

Jeg stimulerede alle de punkter jeg kunne læse mig til, og havde halvmåneformede kratere fra mine negle i vandbenene. Der skete nul og nix. Men når babydrengen strakte sig derinde, føltes det som om han bungyjumpede, for dælen da hvor gjorde det ondt! Så åbent, det var der.

Begge børn stod med hovederne helt inde i ansigtet på mig: skal du føde nu? Sofie var grædefærdig når mit ansigt krøllede sammen i ve-smerte. Magnus ville hele tiden kramme - og det er jo skønt når man har betonmave og træballer. Det var lykken, da de endelig faldt i søvn - så jeg lagde mig også. Og det var så slut på den dag. Dvs, da jeg måtte op ved 4-tiden og nifle, hastede først den ene pode, så den anden efter mig: skal du føde nu??

Afslappede tirsdag: hvor jeg bestemte mig for at det ikke blev idag. For der var ingen veer, og jeg kunne ikke helt klare en dag til med hele familien på barselsspeed. Mine fødder lignede noget der var løgn, lidt blåt neglelak og ligheden med Dolphs plader ville være total. I stedet vaskede jeg tøj, ryddede op, nuslede have med manden, der ikke viger fra min side. Vi tog i Ilva og købte havemøbler, med navlestrengsopsamlingskittet under armen, hvis nu altså det lige pludselig kom over mig.

Forventningsfulde onsdag: hvor vi havde tid 8.15 til igangssættelse. Sofie kom ind om natten for at holde om mig: mor, har du ondt? Hun var bleg om næsen til morgenmaden og blev behørigt eskorteret til fritidshjemmet. Magnus var mere kæphøj og besvarede mit: ha en god dag med: Og ha en god fødsel, mor!!
Så løb vi lidt rundt om hinanden som to høns uden hoveder: kamera, lift, babytøj, navlestrengskit. Sad i bilen og snakkede om at det her var til at klare: ikke at skulle hive ungerne ud af sengen midt om natten fordi nu skete det, og godt at vide at i dag blev han født. Vi grinede og sang fødselsdagssang for Oskar.

Kan I høre hvor det bærer henad?

Jeps, totalt afklapser. Der var fuldt belagt på alle fødestuer og ingen overlæge havde godkendt igangsættelsen, hvilket vil sige jeg røg bagerst i køen. Fik godt nok de indledende øvelser med, blev iklædt sture underbowser og hospitalsskjorte, fik endnu en smertefuld hindeløsning (og manden ønskede endnu engang at han bare sad nede i bilen og ventede), fik lov til at gå hele hospitalets centergang (4-3-2-1) frem og tilbage, men uden skyggen af bare så meget som en ballekrampe. For så at blive sendt hjem med besked på at vende tilbage imorgen, hvor de nok havde bedre tid, denne gang med overlægens godkendelse.

Der lød sirener ved middagstid to onsdage i 2006 i Hvidovre :o(

Det var bare nedtur at bære den tomme lift ind i huset igen.

Men man kan jo også se lidt positivt på det: jeg har fået en Lady Diana skylning (kan man virkelig have SÅ meget vand i numsen??) OG et par nydelige klipklappere str 41, som mine vandopsvulmede str 38 lige kan presses ind i. Let gang på jorden ;o)

Hvorfor er det lige jeg er så forhippet på at få ham ud? Det er pga den første fødsel, hvor Magnus på 4700 g sad fast midtvejs og måtte trækkes ud med sugekop. Mit bækken kunne ikke følge med og skambenet blev strukket fra sig selv, så jeg måtte gå med krykker bagefter, jeg havde fibersprængninger i måsen så jeg knapt kunne sidde, jeg blev syet sammen i omkring 1 time OG så fik jeg da også lige barselsfeber oveni.
Og så påstår de at jeg sagtens kan føde et stort barn igen - jeg fødte ikke, han sprængte sig vej ud! Der var i øvrigt 4 cms forskel på hovedomkredsen af Magnus (4,7 kg) og Sofie (3,2 kg).

Nu er der vist ingen vej tilbage, babydrengen har vokset sig stor og jeg håber bare at jeg kan gå bagefter. Så derfor behøves han ikke lige tage et ekstra halvt kilo på.

Og nu skal vi lige trøste de to store, der havde glædet sig så meget til at se ham idag. I morgen. Please.....