Nærmest lykkelig - eller hvad?

Tak for de mange søde hilsener og udtalelser om Oskar barnet. Jeg er som det sig hør og bør, helt forgabt i ham: han har de mest nuttede små abehår på ørerne som jeg falder i staver over hver gang jeg ammer ham. Og de kæreste elastikker MIDT på armen, der er så blød, så blød....man må jo inhalere hver detalje, når man ved at det er absolut sidste gang.

Jeg er ved at have vænnet mig til at tingene stadig ikke går hurtigere end de gør, og at jeg skal tilbringe en del tid flydende i sofaen eller liggende på ryggen i dobbeltsengen. Så ligger jeg der som en anden vinkekrabbe og laver venepumpeøvelser, jowda det hjælper! Man kan faktisk se senerne ovenpå foden nu. Min mand syntes det kunne være rigtigt sjovt at se hvor meget vand jeg taber for hver dag - min egen begejstring for en tur på vægten er ikke helt så stor. Man må jo ingenting de første 4-6 uger, så lad den da være i fred indtil da! Målebåndet før fødsel sagde 115 cm om maven, igår var det 107 cm, og da jeg i løbet af aftenen pludselig fik kontakt med mine mavemuskler, er tallet nu nede på 104. Det kan man da godt blive helt eksalteret over: se! Jeg kan bevæge maveskindet!! Derudover er min angst for at hullet pludselig bryder op og mine indvolde vælter ud blevet væsentligt mindre, efter jeg tog en mavelanding fra nederste trin på trappen, uden baby selvfølgelig.

Oskarbarnet stortrives i min gavmilde strøm af kys og mælk. Vi var omkring en babyudstyrsforretning for at shoppe amme-bh: jeg startede optimistisk ud med at gribe 90G (gigaenorm) men måtte dog springe over F(ænomenalt store) til en beskeden model E(normt store). Jeg må igang med et par løse strik-modeller ;o), Isagers corsage har jeg forlængst skudt ud i fremtiden.

Vi har været i bad: det var rigtigt godt! På efterflg billede kan man se Oskar dreje munden over mod mig: mam? Han har gnasket den ene brystvorte heeelt itu, det er lige så tårerne triller når det er den side der står for tur. Det er rimeligt svært at lukke smerten inde når de store poder står og jabber ved siden af, så det koster et par riv fra moderdyret. Aldeles uretfærdigt og forklaring bagefter er stærkt påkrævet.

Tina spurgte hvordan de ellers havde taget det: meget sødt, de synes han er bedårende! De kan ikke lade ham være, så vi har været nødt til at indføre lidt regler: når han sover, må man ikke pille ved ham. Og når mor ammer i dobbeltsengen må man ikke hoppe rundt i den af begejstring over hvor sød en sugemalle vi har fået. Dog kommer der også små optrin, der fortæller os at man sommetider føler sig lidt tilsidesat. Og at vi ikke er helt på forkant med fordelingen af kontakt og opmærksomhed endnu.

Som da Magnus i aftes kom ned og jamrede over at vi havde fjernet hans hyggelige 12 kgs fjerdyne og erstattet den med et vattæppe og et myggenet for vinduet. Vi var helt nede på niveau med hans 6-årige forurettelse over ikke at måtte få kæmpeposen med chips i, alene fordi der var en pokemondimsedut deri. Da vi senere kom op for at slukke lyset, havde han demonstrativt lagt sig i et hjørne af sengen, indrullet i sin morgenkåbe og dynen på gulvet. I løbet af natten tog han den til nåde igen.

Lillesøsteren lavede en tilsvarende scene, hun blev ved med at komme ned i stuen: jeg har ondt her, jeg har ondt der, jeg har glemt lektier - den sidste ting var en tegning hun havde glemt oppe hos en legekammerat hun i øvrigt var gået hjem fra i vrede. Den fik hun ikke lov at hente klokken 22.46. Så gik hun til sit værelse og begyndte først at klynke, så steg det til jamren, hylen, vrælen (min teeeeeeeegniiiiiiiing) og da vi stadig ignorerede hende, et fremprovokeret brækanfald. Hun fik ikke sin vilje. Hun fik venligt besked om at tørre op, om hvor de rene lagner var eller alternativt lægge et håndklæde over pletten, tage en slurk vand og gå i seng. Kort proces.

Vi var stadig helt i kontrol imorges, selvom hun havde hundeøjnene fremme - åh kom nu, sig det er synd for mig og at I var onde. Nej, Sofie, vi køber den ikke. I stedet undlod vi at skynde unødigt på hende, så hellere komme de 5 minutter for sent.

Jeg tror ikke at det er jalousi som sådan, men en anden tristhed/sorg, der kanaliserer sig ud, nu hvor man alligevel føler sig lidt tilsidesat.
Det er ikke synd for hende at hun har fået en lillebror, det er til gengæld synd for hende at hun mangler legekammerater. Mere aktivering og involvering i diverse hjemlige sysler, i det omfang hun har lyst. Jeg har lavet sæber til hende, som hun så gerne vil forære til klassekammeraterne, hun sidder og pakker dem sirligt ind og laver til og fra kort. Jeg vil sidde og suge lidt mere inspiration fra Panduro Hobby til ting hun selv kan lave - sæberne er for svære at håndtere.

Magnus har lige mistet sin rolle som væbner (han fik pest) og er blevet - i hans øjne - degraderet til elver. Vi skal tegne dragt i dag og købe stof og ører imorgen. Dog kan hverken hans far eller jeg svinge os op til at sidde begejstrede ved siden af computeren og se ham spille age of mythology....
Legobygning, ja - gameboy og computerspil, nej.

Kan man være andet end lykkelig, når man har 3 fine og forskellige eksemplarer?