Saturday, May 13, 2006

Nyt betræk til flodhesten!

Vi bestemte os for at holde HELT fri igår, ingen malen, pudsen eller rengøring. I stedet tog vi i zoologisk have for at se baby elefanten, mens den stadig er lille og nuser. Og den var rigtig sød, fnulret på ryggen og fuld af savsmuld som dens mor prustede rundt. De havde lige fået et par læsfulde salat, bananer og rødkål tonset ind i buret. Lillefanten vidste ikke helt hvad det nu skulle til for, så den sparkede lidt rundt med rødkålen og rystede bananerne inderligt med sin lille snabel. Uimodståelig! Hvem ville ikke gerne have sådan en tøffende rundt i haven ;o)

Derudover havde kamelerne også en lille bølle gående rundt på lidt usikre ben og med slappe pukler. Og myreslugermoderen slæbte rundt på en forvokset unge, der stak tungen ud hver gang den blev båret forbi vandtruget. Nogen af os mente, at hun bare skulle tonse den ned på jorden, lille forkælede luksusbug! Der var ingen flodheste, familiens hellige dyr, stor skuffelse!

Zoo i København er dejlig, men vi er svære at stille tilfredse efter at have oplevet Rotterdam Zoo. Skulle I komme på de kanter, så smut derind! Og tag så bagefter til Naturalis i Leiden, dér burde alle danske naturhistoriske museer tage hen og blive inspirerede. Vi var der flere gange i løbet af året, både fordi det var flot og spændende og fordi børnene udvidede deres interessefelter og så var der jævnligt nye udstillinger. Jeg kan nok tælle antallet af besøg på Århus Naturhistoriske museum på 1 hånd - og udstillingerne var stort set uberørte fra da jeg gik i 4-5 klasse til jeg læste på universitetet. Mere støvet og antikvarisk kan jeg ikke forestille mig noget andet museum!

Efter at have vadet Zoohaven rundt i sort tøj følte jeg en vis trang til at få min sommerkjole færdig. Jeg var en smule beskæmmet efter at have valgt størrelse. Se, det er jo ikke sådan at ventetøjet er inddelt i trimestre (en anelse gravid, noget mere gravid, megagravid) eller mavestr (halv vandmelon, basketball, taxichauffør i 50'erne-vom). Næh nej, str 38, 42 og 46. Med målebåndet til hjælp kom jeg frem til en str 46. Det føles bare heeeelt forkert, når man nu bare er gravid her og der. Mine skuldre og armlængde er feks ikke vokset tilsvarende, men jeg orkede ikke rigtigt at ændre det.

Torsdag aften fik jeg klippet stoffet og syet overdelen og nederdelen. Fredag morgen klarede jeg rynkning af nederdel, sammensyning af de to halvdele, stikning af hals og forkanter - så tilbage var i aftes kun oplægning og knaphulssyning. Imorges kunne jeg så sy knapperne i og sprætte knaphuller op - det hader jeg virkeligt - inden familien kom ned til morgenmad. Det var så dejligt at spankulere rundt i min løse kjole i stedet for min varme morgenkåbe (der i virkeligheden er en gennemknappet kjole i velour, men for mig er den altså en pompøs morgenkåbe, mangler bare et par fjer-og similibesatte tøfler). Billedet i frøperspektiv er tilpas gakket til at vise frem her ;o)

Vi havde planlagt den hele store shoppingtur: sandaler, suplering af sommertøj og lidt flere stauder til haven, så jeg var vældig glad for at have noget rigtigt tøj at tage på. Da vi sidder i bilen udbryder Sofie: Mor! Du har jo stadig din natkjole på! Men værre var det nu ikke, end at hun gerne vil have at jeg syr een til hende også. Indtil videre må hun nøjes med discosokkerne.

5 Comments:

Anonymous Anonymous said...

Dejlig kjole - den kan jeg godt forstå du er glad for.
Mht naturhistoriske museer så har du helt ret - Århus er laaaaaaaangt bagefter. Jeg kender ikke dem i Holland (endnu), men sidste år oplevede jeg et lille skønt et i Svendborg (Naturama). Ikke voldsomt stort, men fantastisk visionært udtænkt med indtryk til alle sanser og mange interaktive muligheder. Sådan skulle alle være. Jeg var næsten ikke til at slæbe derfra....
KH,
Britt

9:09 PM  
Blogger Vivian said...

Du ser knagme bare hamrende godt ud Linda! Det kan man ikke komme udenom (ho-ho!)
Skøn sommerlig kjole - samtlige anstrengelser værd!
KH
Vivian

9:41 PM  
Anonymous Anonymous said...

Kjolen ligner jo faktisk næsten et Skagensmaleri - samme pondus! *fnis* Aj, sorry..den ER vildt flot...meget romantisk. Kan den ikke også sagtens bruges bagefter; det ser sådan ud!?

10:05 PM  
Blogger Susanne said...

Det er da den skønneste mave der set længe :o) Dejligt at ku' få luft på benene.... Kh Susanne

10:19 PM  
Anonymous Anonymous said...

Jeg synes nu, din nye natkjole er flot ;o))Du får da gjort noget ved sagerne, må man sige.

uhhh....jeg elsker også naturhistories museer.

KH Tina

7:33 AM  

Post a Comment

<< Home